
Velkommen i Musikskolen
Musikskolen er et tilbud til alle børn og unge mellem 0 og 25 år, der bor i Hedensted kommune.
Musikskolen tilbyder en mangfoldighed af musikalske tilbud for alle aldersgrupper. Vi håber, at I kan finde et tilbud, som passer til netop jeres behov.
Til de mindste har vi babyrytmik og musikalsk legestue. Til de voksne tilbyder vi orkester, som ud over børn og unge også er åbent for voksne amatørmusikere.
Da vi lægger stor vægt på, at eleverne indgår i nogle gode musikalske og sociale sammenhænge, er det af stor betydning at Musikskolens elever deltager i sammenspil. Derfor håber vi, at rigtig mange tilmelder sig et af vores sammenspilshold.
Vi er ikke ”X-factor” eller ”Scenen er din”. Vi giver alle mulighed for at udvikle sit talent, men du skal selv gøre en indsats ved at være aktiv og kreativ.
Vores mål er at udvikle vores tilbud om sammenspil. Det er netop gennem disse fag en Musikskole kan tilbyde noget helt unikt. Tænk på de mange muligheder, Musikskolen giver børn og unge, som f.eks. spiller et orkesterinstrument!
I løbet af sæsonen vil vi gennemføre koncerter med det dobbelte formål at inspirere den enkelte elev til at få et endnu tættere forhold til musik og for at skabe og stimulere musikaktiviteten i Hedensted Kommune.
Til elever og forældre: Husk, det er en glæde for livet at kunne udøve musik, både for sig selv og for andre.
Annelise Corydon Frederiksen
Musikskoleleder